
Dataplatforme på 5 minutter
august 12, 2025
Gode rapporter kræver gode datamodeller
september 23, 2025I denne blogserie deler forskellige Power BI konsulenter deres bedste erfaringer. Hvert indlæg tager udgangspunkt i én konsulents favorit-tip – baseret på virkelige projekter og udfordringer. Her får du konkrete råd, praktiske tricks og inspiration, der kan hjælpe dig med at skabe rapporter, som både bliver brugt og skaber reel værdi.
Tips fra en Power BI konsulent
I dette afsnit vil Megan dele sine 3 bedste tips til at lave rapporter, som rent faktisk bliver brugt. Hun har fokus på brugervenlighed og UX/UI – hvordan du designer rapporter, der er lette at forstå, indbydende at navigere i og tilpasset de mennesker, der skal bruge dem i hverdagen.
Når du tager udgangspunkt i rapportens brugere, udnytter interaktiviteten og skaber en rød tråd, bliver Power BI-rapporten ikke bare endnu et værktøj – men et redskab, som folk faktisk får lyst til at bruge i hverdagen.

Tag udgangspunkt i det brugeren kender
Mange brugere laver stadig størstedelen af deres rapportering i Excel. Vaner er stærke, så hvis noget føles uvant, er der altid en risiko for at dine brugere vil undgå deres nye rapport og vende tilbage til de Excel rapporter som de kender.
👉 Sådan gør du: Mød brugerne, hvor de er. Start med at genskabe noget, de kender – f.eks. en tabel eller en visualisering, de ofte bruger. Byg derefter videre med Power BI’s styrker som slicers, KPI-kort og interaktive grafer. En genkendelig start gør overgangen meget lettere og øger chancen for, at rapporten faktisk bliver brugt.
Gør brug af filtre og interaktivitet
En ‘fejl’ vi ofte ser, er at man glemmer en af de vigtige funktioner, som gør Power BI så smart: de mange filtreringsmuligheder.
Det er stadig meget udbredt at lave fem versioner af den samme graf – én for hver afdeling, butik eller region. Men resultatet er rapporter, der bliver tunge at vedligeholde, og et bibliotek fyldt med dubletter.
👉 Sådan gør du: Udnyt Power BI’s interaktivitet. Brug slicers, matrixer og knapper, så brugeren selv kan vælge afdeling eller periode. De kontrollerer, hvad de gerne vil se, og du slipper for at lave og vedligeholde flere versioner af den samme rapport.
Husk den røde tråd
Rapporter ender ofte som en opsamling af grafer på én side. Det giver måske overblik for udvikleren, men for brugeren bliver det hurtigt uoverskueligt, og de mister fornemmelsen af, hvor de skal starte og hvordan tingene hænger sammen.
👉 Sådan gør du: Tænk rapporten som en dagsorden. Start med en side, der giver overblik over de vigtigste nøgletal, og lad derefter de følgende sider gå mere i dybden med hvert emne. På den måde guider du brugeren trin for trin gennem rapporten og gør det lettere at finde de indsigter, der er mest relevante.






















